Forældresamarbejde
En vigtig del i et barns liv i en institution er samarbejdet mellem forældre og personale. Basale følelser som tillid, tryghed og tiltro til personalet skal være til stede hos forældrene, for at barnet kan nære samme følelser. Vi forsøger, at tydeliggøre vore pædagogiske grundholdninger, dels gennem skriftligt materiale på hjemmesiden, velkomstpjece og på Aula og dels gennem den daglige snak og på det årlige forældremøde.
Gudhjem Naturbørnehave og vuggestue er først og fremmest børnenes hus; det er dem der skal fylde huset og forældrene kan støtte op om dette ved at træde ind i de rammer huset giver. Vi ønsker at forældrene skal føle sig velkomne i huset og at de lærer både personaler, andre forældre og børn at kende. Det er vigtigt for børnene, at de føler sig set af deres legekammeraters forældre og vi ønsker at forældrene både har øje for eget barn, når de er i huset, men også for de andre børn.
Der kan til tider være mange voksne i huset om eftermiddagen ved afhentningstid og det er vigtigt der først og fremmest er plads og rum til børnene og vi ønsker forældrene har øje for dette og tilgodeser børnenes behov - også de børn der endnu ikke er hentet. Vi ser fx. nogle forældre læse bøger for en flok børn, hvilket er en dejlig ting for et barn at opleve sidst på eftermiddagen. Det er vigtigt at der først og fremmest er plads til de børn der ikke er hentet endnu.
I det hele taget ser vi gerne at forældrene har et deltagende perspektiv på at være i huset; som værende en del af et fællesskab med alle der færdes i huset og deltage aktivt i det liv, der er en stor og vigtig del af det enkelte barns verden. Vi har defineret vores samarbejde, som et partnerskab:
Den daglige kontakt
Vi bestræber os på at fortælle et par ord om dagens hændelser, når et barn bliver hentet, især i vuggestuen. Under hensyn til ovenstående.
I både børnehave og vuggestue findes der tavler ved garderoben, som bliver brugt til at formidle diverse stunder fra hverdagen, eller til at gøre opmærksom på en tur eller lignende. Vi benytter os også ofte af Aula til at sætte billeder op fra hverdagens aktiviteter og ture ud af huset.
Til tider har vi travlt og det kan være svært at finde en personale der har tid til at tale. Nogle dage må man vente lidt med at afbryde, andre dage må man opgive og så vende tilbage næste dag. Vores fokus vil altid være på nærværet med børnene. Men som regel vil der være tid til et stikord eller to. Nogle dage vil forældrene opleve personalet selv henvender sig, andre dage må forældrene selv være opsøgende.
Forældresamtaler
Når barnet har gået i vuggestue eller i børnehave i ca. 3 måneder taler vi med forældrene om behovet for en samtale. Når forældre skal opskrive deres barn til skolestart, kan det evt. være en idé at tale om sit barns trivsel og skoleparathed med en af gruppens pædagoger. Derfor indbyder vi til en samtale, som kan være med til at afklare forældrene om barnet skal i skole. Dog skal det påpeges, at det er politisk bestemt at børn skal i skole i det år de fylder 6 år.
Skulle der opstå nogle ting, man ikke helt forstår eller som vi måske ikke har fået formidlet godt nok, er det vigtigt for os, at forældrene ved de altid er velkomne til at henvende sig. Det kan være både små og store ting, som man undrer sig over og de eneste der kan være med til at oplyse, informere eller eventuelt løse nogle problemer er personalet. Enten ved at tage en snak med det samme eller ved at aftale et møde face-to-face eller telefonisk, hvor vi kan sidde i fred og ro og tale. Skulle der på nogen måde opstå disharmoni mellem nogle parter i huset, så skal personale eller ledelse straks involveres, så der kan tages hånd om konflikten eller problemet.
De fleste samtaler finder sted om morgenen eller i middagsstunden af hensyn til at aktiviteter og nærvær med børnene ikke forringes pga. forældresamarbejdet. Tidspunkter aftales med pædagogerne. Vi hænger nogle gange sedler op, hvor man kan skrive sig på til en samtale. Forældrene kan henvende sig direkte til os, hvis en samtale ønskes.
Forældremøder
Vi afholder et årligt forældremøde. Mødet arrangeres lidt forskelligt fra år til år. Der er endvidere valg til forældreråd på mødet.
Forældreaktiviteter
For at alle - både børn, personale og ikke mindst forældre - kan lære hinanden bedre at kende, opfordrer vi til at forældrene deltager i forældrekaffe som foregår hver den sidste fredag i måneden. Vi afholder desuden også en del arrangementer i løbet af året, hvor forældre/familie kan deltage. Dette er fx. julefesten, sommerfesten og arbejdsdage i huset, som plejer at være et hyggeligt rum til at kunne møde de andre familier.